Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2013
Åbenhed eller ej
Er det virkelig et problem, at det offentlige offentliggør ansøgere? Tværtimod: det er et problem at kunstnerorganisationerne ikke går forrest i krav om størst mulig offentlighed.
CulturCommentar:
Kan det offentlige tillade sig at offentliggøre, hvem der får afslag på støtteansøgninger til fx Statens Kunstfond? Dette spørgsmål synes at være blandt de mest kontroversielle i diskussionen om den kommende kunststøttereform.
Det udkast til ny lov om Statens Kunstfond, den nu forhenværende kulturminister sendte til høring, indeholder denne korte tekst i §6, stk. 5:
Bestyrelsen skal sikre åbenhed om og gennemskuelighed i fondens virke.
Denne tekststump bliver uddybet i bemærkningerne til lovforslaget:
I henhold til den politiske aftale af 13. juni 2012 om reform af kunststøttesystemet skal bestyrelsen sikre, at fonden fremover, ud over som hidtil at offentliggøre navnene på modtagere af kunststøtte, også offentliggør navne på alle ansøgere til kunststøtten.
Dette forslag har vakt mange negative reaktioner. Gennemgående er der to argumenter:
Det kan afholde kunstnere fra at søge om offentlig støtte, hvis de skal offentliggøre deres planer - andre kunne jo stjæle deres ideer.
Risikoen for at få offentliggjort, at man har fået afslag, kan afholde gode kunstnere fra at søge om offentlig støtte - det er ikke godt for cv'et at stå på en "taberliste".
Til det første argument er modsvaret, at det er navne på ansøgere, der offentliggøres, ikke projekternes indhold. Til det andet argument er svaret, at ja, sådan er det, når man kommunikerer med det offentlige. Det er en del af den nordiske forvaltningstradition, at bestræbe sig på størst mulig transparens.
Åbenhed, bare ikke her
Det er påfaldende, at argumenterne imod offentlighed om alle ansøgninger fuldstændigt svarer til den modstand, der kommer i andre brancher, når der tales om offentliggørelser: det være sig virksomheders skattebetalinger, restauranters smileys eller skolers karakterer. Eller al den erhvervsstøtte, der fortsat gives.
Danmark er åbenbart befolket af lutter interessegrupper, som hylder åbenhed - bare det ikke gælder dem selv.
Lex Grøndahl
Udkastet til lovforslaget havde næppe fået denne udformning, hvis ikke forfatteren Jens Chr. Grøndahl havde indledt sin aktion i 2010, hvor han søgte om aktindsigt i, hvem der havde søgt støtte og dermed også i, hvem der havde fået afslag. Jens Chr. Grøndahl fik aktindsigt, for det var den juridiske vurdering af offentlighedsloven i forhold til kunststøtteansøgninger. Mange blev sure over pludseligt - og uden forhåndsviden - at stå som tabere i ansøgningsræset.
Det er denne uventede offentlighed, som politikerne forsøger at indskrive i loven - så ansøgere ikke fremover bliver overraskede. Hvis man vælger at droppe udkastets formulering, ændrer det ikke ved retten til aktindsigt - det ændrer blot ved ansøgernes forventninger om, at ansøgningerne er hemmelige.
Kom på banen
For kunstområdet er det et selvmål af dimensioner at kræve lukkethed. En del - men naturligvis ikke al - modstand mod kunststøtte er begrundet i forestillinger om lukkede og halvhemmelige sammenslutninger, som begaver hinanden. Der er to måder at undgå dette renommé: at fastholde stramme inhabilitetsregler og at skabe størst mulige gennemsigtighed. Det er det den politiske aftale om kunststøttereformen forsøger at sikre.
Man kan egentlig undre sig over, at så mange repræsentanter for kunstnere stadig er så opsatte på at undgå størst mulig transparens.
Det ville tværtimod klæde kunstnerorganisationerne at igangsætte offentlige debatter for at sikre endnu større transparens. Er der nogensinde en kunstnerorganisation, som har stillet forslag til større offentlighed om noget som helst?
